Velkommen til din første aften med Faxe Gospel

Videoen er venligst produceret og doneret af Allan Grassberger.

Line Hougaard
Korleder siden korets start i 2008

Hvad kan du forvente at opleve den første gang du kommer op til os i Faxe Gospel?

Selvfølgelig skal du lige præsentere dig for Line, vores korleder, og fortælle, at du gerne vil prøve at være med. Vi oplever af og til, at der kommer folk forbi kirken, og kigger ind, hører et par øvenumre, og smutter igen. Derfor er det vigtigt for dig (og os), at signalere, at du altså er her for at prøve at synge med os.

Hvis du allerede ved om du er alt (almindelig kvindestemme), sopran (lys kvindestemme) eller tenor (mandestemme eller dyb kvindestemme), vil du blive vist på plads i den rigtige gruppe af Line. Ved du det ikke, kan du starte i f.eks. altgruppen, og hvis de synger for dybt til dig, kan du flytte over i soprangruppen – og visa versa. Er du mand, ved du som regel altid, hvor du skal stå: nemlig i midten ved tenorerne.

Faxe Gospel har en velkomstkommité bestående af et kormedlem fra hver stemmegruppe. Du vil blive taget godt imod af din stemmegruppes velkomstmedlem, som vil guide dig i alt hvad der har med koret at gøre. Herunder kan du se en præsentation af kommitéen.

Sif

Byder dig velkommen hos alterne

Arne

Byder dig velkommen hos tenorerne

Bettina

Byder dig velkommen hos sopranerne

Bettina

Byder dig velkommen hos sopranerne

Arne

Byder dig velkommen hos tenorerne

Sif

Byder dig velkommen hos alterne

Fællesskab

 Faxe Gospel er et hyggeligt sted at befinde sig på, og snakken går lystigt. Ind imellem (læs: altid) lidt for lystigt. I hvert fald når vi er midt i at øve en sang. Reglen er, at når Line taler, eller klaveret spiller, holder vi andre mund. Det er virkelig svært at overholde, når man lige har sunget et vanskeligt stykke i en sang, og har brug for at kommentere det overfor en anden.  Men hvis det bliver for voldsomt med snakken, har Line en lille klokke, hun kan bimle med – og så skal der ties stille med det samme. (Af og til burde Line dog nok nærmere have brug for en skibsklokke, for at overdøve larmen. Nej, spøg tilside …)

Der opstår selvfølgelig altid spørgsmål til den aktuelle sang. “Går vi op her, eller ned?”, “Skal vi ikke synge med i sidste linie”, osv. Så rækker man hånden i vejret, og spørger Line. Men det er nu ikke kun hård træning, selvom det måske kan lyde sådan. Der grines meget i koret, og Line selv er også en sublim spasmager, så selv den mest irriterende øv-dag, forvandles altid til den bedste dag på ugen. Vi går altid hjem med et stort smil på læben, og mange af os kan slet ikke sove, før vi har haft tid til at “falde ned” igen. Til at styrke det sociale element, holder vi tirsdagen efter vores sidste koncert en afslutningsfest i Faxe Sognehus. Det er et sammenskudsgilde, og det er altid en hyggelig aften, og afslutning på en sæson.

Medlemmernes oplevelser

Sif (Alt)

Jeg synger i Faxe gospel, hvor jeg har været tilknyttet siden 2016. 
En veninde spurgte mig, om jeg ikke ville med, fordi jeg elsker at synge og hun mente, det lige var noget for mig.
Hun fik ret😃
Jeg elsker at synge i Faxe gospel. Tirsdag aften i korets selskab giver mig energi og glæde🥰
Her er plads til alle. Jeg er af natur glad og optimistisk, og har nogle udfordringer med epilepsi💜
Men korets medlemmer bød mig velkommen og har altid været forstående og hjælpsomme. Jeg repræsenterer Solsikkeprogrammet og bærer derfor solsikkesnoren, som en del af min koruniform🌻

Ole (Tenor)

Jeg startede med at komme til Faxe Gospel som 19 årig og blev straks vild med menneskerne, omgivelserne og hyggen. Jeg holdt et par pauser undervejs men er nu tilbage, 15 år efter jeg først sang med i Faxe Kirke og jeg går altid glad hjem tirsdag aften. At synge i kor er godt for sjælen og hjertet!

Mandi (Sopran)

I flere år har jeg gerne villet synge i gospelkor, og da ungerne var fløjet fra reden tog jeg mod til mig – jeg har nemlig aldrig dyrket det at synge. Der er ikke optagelsesprøve til koret, så jeg kunne starte stille og roligt og føle mig tryg mellem de andre stemmer. I koret er tonen rar og humoristisk og vi bakker hinanden op på gode og dårlige dage – om det er stemmen, kroppen eller humøret. Apropos humøret, så er gospelsang og Faxe Gospel en ren humør- og energiindsprøjtning.

Bendt (Tenor)

Hej jeg hedder Bendt og har været med fra korets opstart i 2008. Det har givet mig mange dejlige timer med gospel, som har en helt speciel energi, hvor både kroppen og stemmebåndet bliver rørt.
Min tid i koret har givet mig selvtillid til at kunne synge, og jeg går hjem hver tirsdag med en god energi i kroppen efter sang og samvær med nogle fantastiske mennesker.

Unikke aspekter ved Faxe Gospel

Ingen optagelsesprøve

Hos Faxe Gospel kan alle være med uden at skulle igennem en optagelsesprøve. Vi tror på, at alle har en stemme, der fortjener at blive hørt. Vore stemmers forskellighed gør, at vore sange altid får en unik og spændende lyd. Og det er ment på den gode måde. 

Uformelt kor

Vores kor er et amatørkor! Vi lægger større vægt på, at have det sjovt sammen – og med dem vi synger for til koncerterne – end på at levere en fejlfri optræden, planlagt i mindste detalje. Det betyder ikke, at vi ikke lyder godt. Det har vi talrige tilkendegivelser på, at det gør vi. Men vores uformelle tilgang, inkludering af publikum, og improvisationer gør, at vi – Faxe Gospel – anses for, at være et kor, som kan levere en totaloplevelse. Vi optræder nemlig ikke FOR publikum, men MED publikum. Vi kommer, så at sige, “ud over kanten”.

Bliv En Del af Faxe Gospel

Det koster kr. 800,- pr. sæson (halvår) at være med, og pengene sættes ind på bankkonto: 5355-0000244820